Ferie med eller uden stress?

Af Daniel Jensen, 21 juni 2022

Ferie med eller uden stress

Måske du er på vej på ferie lige om lidt. Du glæder dig. Stress på ferien er ikke ualmindeligt. Du har måske ikke været på ferie længe på grund af corona-situationen de sidste par år. Og nu skal det så endelig ske. Du har planlagt ferien længe, sparet op og talt om den. Dine forventninger er høje – både til dig selv, din familie og feriestedet.

Alting er forberedt: bunkerne på skrivebordet er ryddet, du har overleveret dine arbejdsopgaver, du har ordnet de praktiske detaljer til ferien, du har sagt ”god ferie” til dine nærmeste, kufferterne er pakket med nyvasket tøj, som i øvrigt passer til alle varmegrader, både regn- og solskinsvejr, du har købt den rigtige mad til sommerhuset, du har måske været til frisøren, og jeg kunne blive ved.

Forberedelsen

Jeg går selv lige nu og forbereder vores ferie til Frankrig. Jeg skal nå at skrive dette blog indlæg, have købt lidt ekstra sommertøj, mit pas skal fornys, har bestilt flybilletter hos SAS som varsler strejke, den mindste han er lige blevet syg, den mellemste hun har pakket syv tasker med tøj, bamser og legetøj til flyveturen, selvom jeg udtrykkeligt har sagt, at max. er 1 stk. Iøvrigt har min ældste datter fri fra skole i syv uger på fredag, og min kone og jeg skal lige have fundet en pasningsplan for de uger, hvor vi skal arbejde.

Rigtig mange går på ferie med små-symptomer på stress, fordi det bliver en kamp at få styr på alting før ferien. Ferien kan være med til at accellerere stressniveauet, hvis ikke du er opmærksom på din tilstand kropsligt og psykisk. Og vores tårnhøje forventninger til os selv, hinanden og ferien er ofte den største grund til, at ferien faktisk ikke bliver, som vi havde drømt om og at der opstår stress på ferien.

Stress på ferien: Den uperfekte perfekte ferie

I vores individfokuserede præstationssamfund er der en stigende tendens til, at alle skal have X-Factor, likes, hjerter, den perfekte krop, det rigtige udseende – og ikke mindst ”den rigtige ferie”, som vi kan fremvise på Facebook, Instagram, TikTok mv.

Samtidig falder folk om i hobetal ramt af stress, angst og depression. Netop fordi, at stress er et grundvilkår for mange danskere, er det vigtigt, at vi bruger ferien til at restituere og lade op.

Jeg vil anbefale, at du tager på ferie og vælger, så godt du nu kan, at lade perfektionisten blive derhjemme. På ferien skal du koble af, sove længe og slippe kontrollen.

Højt tempo

Det kan være svært at gå fra et højt hæsblæsende tempo til at være i ét med sig selv. Mange bliver ramt af humørsvingninger, træthed og rastløshed i starten af ferien. Det er lidt som at træde hårdt på bremsen i en bil. Den kan også slingre, ryste eller lave hjulspind i asfalten. Kroppen skal lige vende sig til den nye tilstand. Det er vigtigt, at du bare er opmærksom og accepterer den forandring din krop, fortæller dig. Vær opmærksom og tag nogle forholdsregler. 

stress på ferien og på vej på ferien

At være forberedt på det uforberedte for at undgå stress på ferien

Både ferieplanlægningen, afrejsen og ankomsten kan være fyldt med uforudsete hændelser. Måske er der en, der er blevet syg, der er stress i lufthavnen pga. strejke, der er orkan, der hvor I skal hen, ikke alle kufferter kom frem til tiden, I har glemt at udfylde corona indrejse dokumenter, de hvaler, I havde glædet jer til at se, er svømmet et andet sted hen osv.

Derfor kan det være en god ide at forventningsafstemme, inden I tager afsted. I kan tale om, hvad det er, I hver især drømmer om på ferien. Og samtidig tale om, at det kan være, at meget af det, I drømmer om, måske ikke kommer til at ske eller ikke er så fantastisk, som I havde forventet. En sådan snak kan hjælpe til at holde humøret oppe, hvor I ikke lader jer slå ud af små bump på vejen. Det vigtigste med ferien er, trods alt, at hygge sig, slappe af, få nogle gode og måske sjove oplevelser sammen.

Jeg drømmer om, at vores børn vil lege sammen uden skænderier, at de sover tidligt og sover længe, at solen skinner hver dag, at jeg får tid til at se min kone dybt i øjnene, at vi kan have varme snakke over en flaske vin. Jeg glæder mig. Samtidig vil virkeligheden nok også vise mig, at jeg får to ”fuck fingrer” stukket op i ansigtet, når jeg stresser rundt i lufthavnen og råber nej til slik, at den mindste skriger, når vi er i flyveren, at jeg lader min overophedede indre tilstand stikke afsted, så jeg på uretfærdigvis får skældt min kone ud.

Min pointe er, at vi ikke kan være forberedt på alting. Og vi kan forberede os på, at alting ikke kan være forberedt.

Vores følelser husker

Vi mennesker husker blandt andet stemning, minder og følelser fra ferien. Det kan være, at I havde en ferie, hvor alt gik i vasken, men I vil især huske ferien for, om der var god eller dårlig stemning.

Måske stod I stærkt sammen, når der var modvind, når ferieplanerne ikke gik som de skulle, når det 5 stjernede hotel kun skulle have haft 2 stjerner, når flyet var forsinket i to timer osv. Måske lærte udfordringerne jer noget hver især og, hvordan I reagerer sammen i et fælleskab, hvor I skal løse udfordringerne. Måske fik I vendt den dårlige stemning til en god stemning.

Og når I mindes ferien, hvor flere af planerne gik i vasken, så mindes I også, hvor stolte og taknemmelige I kan være, når I står sammen og I i fællesskab løser de udfordringer, der måtte komme.

Jeg mindes en rejse til Thailand, hvor vores børn konstant var syge. Den mindste blev indlagt på et hospital i Phuket, hotellet havde ikke styr på vores værelse, det regnede konstant og vores ene kuffert kom aldrig frem. Det, der står stærkest for mig, er den måde min kone og jeg tacklede udfordringerne på. Det var naturligvis en ferie, som ikke var som planlagt, men jeg mindes den sammenhørighed og emotionelle styrke, det gav os at komme igennem det som familie. 

De gode råd til at undgå stress på ferien

Her kunne jeg skrive: drop mobilen, sæt den på lydløs, glem alt om Facebook, Instagram og Snapchat, deaktivér dine arbejdsmails, giv dig tid til at sove længe og jeg kunne fortsætte de gode råd.

Jeg ved godt, at virkeligheden ikke er så sort og hvid. Det er ikke altid, at man ”bare” kan lade være. Nogle gange kommer vi til at foretage os praktiske handlinger, som vi egentlig ikke ønsker vores ferie skal gå med.

Mit gode råd er derfor, at du øver dig i at lægge mærke til, hvordan du har det, når du f.eks. vælger at tjekke dine arbejdsmail eller ikke kan fjerne din pulserende finger fra Snapchat, for at vise omverden, hvor godt, I har det.

Når du mærker efter, hvordan du har det, så er det også nemmere at blive opmærksom på, hvad du rent faktisk har lyst til i situationen. Og når du er mere opmærksom på dine ægte behov, så er det også nemmere for dig at vælge til og fra, så du tager de beslutninger, der opleves rigtige for dig.

En øvelse til dig for at undgå stress på ferien

Jeg har lavet en øvelse, som kan hjælpe dig til at lægge mærke til, hvordan du har det, når du vælger at lade dig forstyrre af det, du ikke ønsker at lade dig forstyrre af.

  1. Tænk på den handling, du har foretaget dig, som virkede forstyrrende for dig her på ferien
  2. Luk nu øjnene
  3. Ta’ tre dybe vejstrækninger

    Stil dig selv spørgsmålene og luk gerne øjnene hver gang du svarer.

  4. Hvad gjorde du i situationen?
  1. Hvad tænker du om det, du gjorde? (dukker der måske fortolkninger op?)

    Og når du tænker på det….

  1. Hvad sanser du så lige nu? (Måske kulde, sitren eller anspændthed)
  1. Hvad føler du lige nu? (måske glæde, frustration eller kedsomhed)
  1. Er den handling, du har foretaget dig, typisk for dig?
  1. Kender du det fra andre situationer?
  1. Hvad kunne du have gjort i stedet? Hvad kunne du have brug for fra dig selv?

Og tænk nu på situationen igen…

  1. Hvad sanser du så lige nu? (Måske lethed, afslappethed eller varme)
  1. Hvad føler du lige nu? (Måske glæde, omsorg eller lettelse)

Læg nu blot mærke til om der er sket en forandring i din lyst til at foretage dig den handling igen, der forstyrrede dig her på ferien. Hvis du oplever en forandring, kan du sætte ord på den, tale med andre om den eller skrive den ned.

Nu er der blot tilbage at ønske dig en rigtig god ferie med alt det sure og søde, den må indeholde.

Book tid til terapi

Book en tid knap

Er du i tvivl om du skal starte i terapi? Så kan du booke 20 minutters gratis afklarende og uforpligtende samtale over telefonen.

Book en gratis 20 minutters samtale

Johanne Olsen

5 stjernet anmeldelse

“Hos Helsingør Terapi har jeg virkelig mærket, hvordan emotionsfokuseret psykoterapi har gjort en reel forskel for mig. Det har ikke bare været terapi – det har været en rejse, hvor jeg har lært at forstå mine følelser på en helt ny måde. Ved at arbejde med terapeuten har jeg fået konkrete redskaber til at håndtere mine følelser i hverdagen. Det har været som at finde et kompas i livets storme. Jeg føler mig mere rolig og stærkere, og det skyldes virkelig den unikke tilgang, de har hos Helsingør Terapi.”

 

Hvis din ferie er ramt af stress

Hvis du oplever stress på ferien (læs om symptomerne her), som ikke vil gå væk, da kan du prøve mine andre indtalte øvelser her:

Styrk din selvbevidsthed

Skab sunde tanker

Opdag dine følelser

Du er også velkommen til at prøve denne forskningsbaserede stresstest, som giver dig svar med det samme: Stresstest

Hvis du fortsat føler dig stresset, ængstelig, urolig mv., så vil jeg anbefale dig at tage kontakt til mig. Jeg hjælper dig gerne med gratis med rådgivning om du er i en situation, hvor du behøver mere hjælp, end hvad øvelserne kan give dig. Jeg tilbyder også online terapi i din ferie, hvis behovet skulle opstå. Jeg er dog selv på ferie 7. juli til og med 24. juli.

 

 

 

 

 

 

Om forfatteren

Psykoterapeut i Nordsjælland og Helsingør certificeret i emotionsfokuseret psykoterapi.
Daniel Jensen
Website | + posts

Flere års erfaring med behandling af bl.a. angst, depression og stress. I den psykologiske samtale anvender jeg evidensbaseret Emotionsfokuseret Terapi (EFT), som hviler på veldokumenteret forskning.
Jeg støtter og vejleder også forældre i håndteringen af vanskelige følelser og krævende adfærd hos deres børn. Her anvender jeg den nye banebrydende metode EFST, Emotionsfokuseret Færdighedstræning for Forældre.
Jeg tror på ligeværdig respekt for individuelle valg og værdifuld udvikling i alle livets aspekter. Min tilgang er baseret på velbeskrevne forskningsresultater indenfor oplevelsesorienteret, humanistisk og eksistentiel terapi, hvor vi arbejder sammen mod meningsfulde ændringer i dit liv.